Udstillere bakker op om messeudsættelse

In EL & TEKNIK 2020, Nyheder by Claus Hansen

Messearrangørerne har siden udmeldingen om udsættelsen af EL & TEKNIK til januar 2021 på grund af Coronavirus kun modtaget positive henvendelser fra udstillere. Høj sikkerhed kendetegner el-branchen – også på sundhedsområdet.

Tirsdag den 10. marts udsendte messearrangørerne bag EL & TEKNIK en pressemeddelelse om, at EL & TEKNIK 2020, der skulle have været skudt i gang i den 12. maj, var udsat til januar 2021 på grund af den aktuelle situation med smittespredningen af Corona-virus.

En ærgerlig situation. For ligesom mange udstillere havde arrangørerne set frem til atter at samle hele el-branchen under samme tag.

– Udsættelsen af EL & TEKNIK 2020 var en svær beslutning for os. Uden tvivl. Vi fulgte situationen med Coronavirus og myndighedernes anbefalinger tæt og havde samtidig en god dialog med Odense Congress Center om en mulighed for en ny dato. Og efter samråd med en lang række udstillere følte vi, at rettidig omhu og ansvarlighed var vejen frem. Derfor valgte vi at udsætte messen, udtaler Per Rømer Kofod, Adm. direktør for VELTEK, der arrangerer messen i samarbejde med Dansk Energi.

Siden pressemeddelelsens udsendelse har messearrangørerne kun modtaget positive henvendelser og opbakning fra udstillerne, mens kommentarsporet på EL & TEKNIKs profiler på de sociale medier giver samme billede.

– Man kan virkelig mærke i denne sag, at høj sikkerhed kendetegner el-branchen, også når det kommer til sundhedsområdet. Jeg har fået mange opkald fra ledende chefer blandt udstillerne, og der er kun opbakning at spore, og vi sætter meget pris på, når folk tager sig tid til at ringe ind til os. Vi står tilbage med en god følelse om, at det var det helt rigtige at gøre.

Og hos Wexøe og Signify er følelsen den samme.