Pressemeddelelse: EL & TEKNIK messen aflyses

In EL & TEKNIK 2020, Nyheder by Vibeke Olufsen

På baggrund af COVID-19-restriktionerne for afholdelse af messer har arrangørerne været nødsaget til at aflyse messen den 26. – 29. januar 2021 i Odense Congress Center. Der er tale om EL & TEKNIK 2020, som oprindelig skulle have været afholdt i maj 2020, men som arrangørerne i foråret fik flyttet til januar 2021.

”Vi har som arrangører, siden flytningen, løbende forsøgt at tilpasse vores messekoncept, så afholdelsen af messen kunne opfylde de skiftende COVID-19-restriktioner, som Danmark har været underlagt siden marts måned, men vi har til sidst måtte erkende, at den messe, vi endte med at kunne tilbyde udstillerne, var et helt andet produkt end det udstillerne oprindeligt havde købt og havde forventninger til inden COVID-19”, udtaler Per Rømer Kofod, adm. direktør for VELTEK, som er den ene af de to messearrangører, og fortsætter; ”af samme årsag valgte vi at spørge udstillerne, om de var interesserede i at udstille under andre forhold end de oprindelig planlagte, og her fik vi et svar, som ikke var til at tage fejl af. 84% ønskede ikke at udstille under de givne restriktioner og anbefalede en udsættelse, indtil det er muligt at afvikle en messe under kendte rammer. Hvilket vi som messearrangører naturligvis har lyttet til.”  

 ”Det siger sig selv, at vi, som arrangører af EL & TEKNIK messen, ikke har været glade for at skulle træffe beslutningen om aflysning af messen i januar”, siger Forsknings- og teknologidirektør, Jørgen S. Christensen hos Dansk Energi, som er den anden halvdel af arrangørteamet. ”Men et lille lyspunkt i Corona-mørket er, at langt størstedelen af udstillerne har meddelt os, at de ønsker at udstille på EL & TEKNIK messen, når det bliver muligt. Det fortæller os, at producenternes og leverandørernes interesse i at kunne mødes fysisk med deres kunder på messer fortsat er intakt”.

Om EL & TEKNIK

EL & TEKNIK er Danmarks største elfagmesse med op mod 180 udstillere og 8500 besøgende gæster.
EL & TEKNIK-messen afholdes hvert andet år i Odense Congress Center. Messen i 2022 planlægges afholdt den 3.- 5. maj og vil sætte fokus på el-branchens udvikling og grønne potentialer.

Yderligere oplysninger:

Per Rømer Kofod, Adm. Direktør
VELTEK
prk@veltek.dk
21 40 27 33

Jørgen S. Christensen, Forsknings- og teknologidirektør
Dansk Energi
jsc@danskenergi.dk
20 90 77 80