Danmarks dygtigste elektrikerlærling besøger El & Teknik 2022

In EL & TEKNIK 2022, Nyheder by Malene Staugaard Sturm

På udstillerstanden hos Elsikkerhed.dk ApS står dette års vinder af DM i skills. Det er knapt en uge siden, at Christian Ottosen Keis, kørte fra Næstved til Høng med forhåbning om at vinde titlen som Danmarks dygtigste elektrikerlærling 2022. I dag står han på Danmarks største elfagmesse for at repræsentere Elsikkerhed.dk Aps.

Det var surrealistisk, da mit navn blev råbt op, og jeg skulle op på scenen. Jeg har efterhånden slugt oplevelsen, men det sidder stadig lidt i kroppen. Og så er det jo en blæret ting at kunne sige, at man har titlen som Danmarksmester i skills”, fortæller Christian med et skævt smil.

Det er første gang, at Christian deltager på El & Teknik-messen i Odense Congress Center, som afholdes hvert andet år med op til 180 udstillere og knapt 8.000 besøgende fordelt over tre messedage. Christian glæder sig til at komme ud og opleve messen og de mange udstillere og produktnyheder senere på dagen:

Det er en virkelig stor messe, og jeg glæder mig til at se, hvad udstillerne har med af nyheder. Jeg forestiller mig, at der er skruet godt op for ambitionerne hele vejen rundt”, siger Christian. Og han er ikke den eneste, der har glædet sig til at se udvalget af nye spændende produkter, teknologier og koncepter. Det er fire år siden, at messen sidst blev afholdt pga. covid-19, så forventningerne fra både arrangører, udstillere og gæster har været tårnhøje til Danmarks største elfagmesse 2022.

Nu skal jeg ud at snakke lidt med nogle mennesker, og få skabt mit et netværk. Jeg kommer fra Sjælland, og jeg kender ikke rigtig nogen i denne del af landet. Jeg glæder mig meget til at opleve det hele”.

Christian Ottosen Keis går på EUC Sjælland i Næstved, og har endnu halvandet år tilbage af sit studie, inden han er færdiguddannet som elektriker.