SIKRE ELFORSYNINGER AFHÆNGER AF MANGE DETALJER

Publiceret under Nyheder af Nana Vogelbein

Det danske elnet leverer strøm til stikkontakterne 99,997 procent af tiden, men sikre elforsyninger – og personsikkerhed – er også vigtig i mindre skala. På EL & TEKNIK 2016 kan man se mange gode løsninger.

Tag Clayton Power for eksempel. Odense-selskabet sælger kompakte lithiumbatterier og har for nylig leveret batterier til 200 TDC-servicevogne og Politiets fotovogne. Siden sidste messe for to år siden er batterierne blevet mere kompakte, lettere og hurtigere at lade op, forlyder det fra Clayton Power-standen.

Hos Køge-firmaet Dansk Lyskilde lyser et lille grønt/hvidt exit-skilt diskret, klart og smukt op på væggen. Den slags skilte hænger af hensyn til personsikkerheden overalt i verden på sygehuse og andre større bygninger. Det specielle ved denne udgave er, at den er lavet af organiske LED-lyskilder, OLED, der er et af buddene på fremtidens energieffektive belysning.

Skiltet er udviklet af det belgiske firma ETAP, der nu håber på at kunne presse priserne via udvikling og volumen i produktionen. Løsninger med OLED er stadig meget dyre, men til gengæld åbner de organiske LED-løsninger for nye muligheder integreret i møbler vinduer og mange andre produkter.

Hos Taastrup-firmaet Fibox fremviser direktør Ole Lessel er helt andet produkt: Et slagfast og dobbeltisoleret kabinet i polycarbonat.

Kabinetterne bruges til fordelings- og styreskabe forskellige steder i elforsyningen, og Ole Lessel fremhæver, at de takket være det valgte materiale ikke kan korrodere. Modstandskraft mod vind og vejr er også et vigtigt element i de sikre elforsyninger til familier og erhvervsliv.

Fibox leverer bl.a. bokse til målerfabrikanter og tavlebyggere, der så fylder elektronisk ’indmad’ i. Og det går godt:

– Vi er i kraftig vækst både indenlands og i udlandet. Vi følger ofte med vores danske kunder ud på de internationale markeder, fortæller Ole Lessel fra Fibox, der ofte optræder som under- eller underunderleverandør og sætter en ære i at tilpasse sine produkter til kunderne designbehov.

EL & TEKNIK i Odense Congress Center er tirsdag og onsdag besøgt af ca. 5.800 gæster. Danmarks største elfagmesse slutter her til eftermiddag, torsdag.